onsdag den 29. februar 2012

En pude

Det nyeste syprojekt er en pude syet sammen af trekanter, så det bliver der arbejdet på med stor koncentration.


mandag den 27. februar 2012

Varme øre

En tur ved vesterhavet kræver lidt varme til ørene. Så på vejen derover i toget hæklede jeg dette pandebånd efter opskrift fra lutter idyl, dog med lidt ændringer på masketal og antal rækker. Det er hæklet af Drops Nepal på nål nr. 5, det var lige det jeg havde liggende.



søndag den 26. februar 2012

Gang i symaskinen

Så kom der gang i symaskinen. Det er længe siden jeg har siddet ved en symaskine så det kræver lidt øvelse. Jeg har sat mig for at så et etui til mine hæklenåle til at have dem med nogle steder hen. Mønsteret er selvopfundet og bliver udviklet hen ad vejen.


Det enelige resultat må i lige vente med til i morgen.........

fredag den 24. februar 2012

Jeg har fået en symaskine....

Se lige en skønhed jeg har fået af svigermor. Glæder mig til at få gang i den i weekenden. Jeg har aldrig sådan rigtig syet før, men det skal prøves nu. Tror mest det bliver noget med at prøve sig frem. Første projekt bliver nye sofapuder. Det virker mest overskueligt.

God weekend

søndag den 19. februar 2012

Endnu en sød ide fra en rejse...

Faldt også lige over dette billede af en super sød idé. Det er langskaftede strømper der er lavet til små søde bamser med knapper som øjne.... Det må prøves en dag.


tirsdag den 14. februar 2012

En hæklet kopholder

Min termokop på kontoret trænger til lidt nyt liv. Det får den med denne kopholder som nu kun mangler et par knapper til at samle den med. Jeg har pyntet den med en broderet blomst, og jeg synes faktisk at den er blevet rigtig fin.


Se hvad jeg har vundet

Se lige hvad der lå på posthuset til mig. Et fint grønt indkøbsnet fra objects and use.

mandag den 13. februar 2012

Farve på tæppet..

Som jeg skrev den anden dag har jeg været meget i tvivl om farverne på mit trekantede tæppe og er kommet frem til disse to alternativer:


 Hvad synes i?

søndag den 12. februar 2012

Tørklæde i kærlighedsknuder DIY

Som lovet kommer der nu en DIY på kærlighedsknuder. Jeg har fået kæresten til at tage billeder, håber det er til at forstå. Håber i får lyst til at lave jeres egne tørklæder. Det kan klart anbefales, jeg elsker mine.

Lidt info:
Garn: Naturuld fra hjertegarn eller som her Andes fra Drops
Forbrug: ca. 200 g
Hæklenål nr 10

Opskriften er inspireret af politikens hæklebog, men den starter i toppen hvorimod jeg starter i spidsen, så er der nemmere at stoppe når det har den ønskede størrelse eller man ikke har mere garn.



Så er det bare at komme igang.

Der startes med en luftmaske der hives ca 2-3 cm lang.


Garnet slås om nålen og i den lange maske laves en luftmaske:

 Så det ser sådan ud:

I den nye luftmaske som ses bagerst på billedet oven overlaves en fastmaske:




Nu er den første kærlighedsknude lavet. Det laves 3 mere efter samme fremgangsmåde:


Og de samles til en ring med en fastmaske i den første knude:


Herefter hækles 3 kærlighedsknuder, 1 fastmaske i næste kærlighedsknuder, 3 kærlighedsknuder og 1 fastmaske i næste knude. I enderne laves en kærlighedsknude som der vendes med langs kanten, som det kan ses nedenfor.

Hver række startes med 3 knuder, 1 fm i næste knude, *2 knuder, 1 fm i næste knude*, 3 knuder, 1 fm i næste knude og en kærlighedsknude til at vende med.
For hver række gentes *-* en gang mere.

Håber det var til at forstå. Når man først kommer igang er det super nemt og arbejdet skrider hurtigt frem. Skriv endelig hvis der er noget der er svært at forstå.

Eksempler på færdige tøklæder kan ses her og her.

torsdag den 9. februar 2012

Flere trekanter

Der bliver hæklet trekanter til tæppet... Så det går langsomt fremad...




tirsdag den 7. februar 2012

Holder til hæklenåle

Mine hæklenåle skulle have noget fint at blive opbevaret i og derfor gemte jeg en lille dåse fra tomatkoncentrat fra aftensmaden. Den skulle selvfølgelig have en fin lille hæklet jakke på.

Her er lidt billeder fra processen:

 DIY:

Lidt info:
- garn: en lille rest gråt uldgarn og en rest cerise bomuldsgarn
- forbrug: rester
- opskrift: min egen

Jeg slog luftmasker op så kæden lige kunne nå om dåsen og hæklede så fastmasker til den passede i højden. Kanten blev hæklet ved skiftevis at hækle 4 stangmasker og en fastmaske i kanten på uldgarnet.

Så simpelt var det og det pynter herhjemme og holder syr på hæklenålene som ellers har tendens til at blive væk.

mandag den 6. februar 2012

Halsrør i cirkler DIY

Som jeg viste den anden dag var jeg i fuld gang med at hækle lilla cirkler og de er blevet til dette halsrør, som jeg selv er rigtig godt tilfreds med.




DIY:

Det er super simpelt at hækle.

Info:
- garn: Drops Nepal i lys og mørk lilla
- forbrug: ca 150 g
- hæklenål nr. 5

Jeg hæklede 20 cirkler efter denne opskrift fra Familie Journalen, efterfølgende syede jeg dem sammen i to række og samlede enderne.

søndag den 5. februar 2012

Et trekantet tæppe

Jeg er begyndt på et tæppe, og det skal være trekantet. Det skal samles af trekanter som disse, og der skal mange til.. Så det bliver nok et evighedsprojekt.


Som i kan se skal grundfarven være grå og så skal der være en anden farve til at bryde det lidt, men det har jeg ikke helt besluttet. Måske i har en god idé til en farve?!

lørdag den 4. februar 2012

Jubiiii....

Jeg har vundet en give away hos Objects and use. Det er dette skønne grønne net jeg har vundet, glæder mig til at modtage det!

fredag den 3. februar 2012

Reperationer skal der også til...

Den anden aften midt under hæklingen, måtte jeg have gang i nål og tråd da kæresten opdagede at den skjorte han ville have på dagen efter var ved at miste knapperne.